Hvis du også har modtaget mails fra Punktum.dk, og er i tvivl om hvad du skal gøre, er du ikke alene.

Lige nu kontakter mange af vores kunder os, fordi der er sket ændringer i håndteringen af .dk-domæner. Det kan virke lidt teknisk – men i praksis er det ret simpelt.

Kort fortalt

Et domæne er din virksomheds adresse på nettet – f.eks. ditfirmanavn.dk. Det er den, kunder skriver i browseren for at finde din hjemmeside og sende mails til dig. Vores domæne er f.eks. buchs.dk

Mange af vores kunder har tidligere haft deres domæne direkte hos Punktum.dk og kun betalt den faste domæneafgift. Fremover skal alle .dk-domæner håndteres via en registrator, som står for betaling og administration.

Hvad betyder det for dig?

  • Først og fremmest, bare rolig, dit domæne forsvinder ikke!
  • Din hjemmeside og mail fortsætter som normalt
  • Men du skal vælge en ny registrator, og tilknytte betalingsoplysninger (typisk kreditkort)

Hvad anbefaler vi?

Du kan vælge en ny registrator fra denne liste og vi anbefaler, at du vælger Simply.com, som både er en stabil og brugervenlig løsning. De har lavet en enkel vejledning som gør det nemt at flytte domænet. Hos Simply kan du efterfølgende give Buchs adgang som samarbejdspartner, så vi også kan hjælpe dig fremover.

Vi anbefaler, at du hurtigst muligt vælger en ny registrator, så slipper du for flere mails fra Punktum.dk.

Kan vi gøre det for dig?

Nej, det kan vi desværre ikke. Registreringen kræver, at du selv tilknytter betalingsoplysninger, så du har fuld kontrol over dit domæne fremadrettet.

Du kan læse mere hos Punktum.dk.

Og du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. Skriv til vores udvikler, René Alain Erichsen, på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..