Når en ny stadionsponsor kommer til, er der brug for synlige forandringer. Da byens lokale superligastolthed, Randers FC, fik ny stadionsponsor i efteråret 2018, blev Buchs fløjtet på banen. Ikke som reserve for holdets fodboldprofiler, men som sparringspartner for både fodboldklubben og hovedsponsoren Cepheus Ejendomme, der ønskede at skabe maksimal synlighed med store facadeprofiler på stadionets høje sider.
Det var en stor og kompleks opgave, der krævede en del koordinering og overblik på grund af projektets størrelse og omfang. De enorme skilte med Cepheus-logoer skulle først designes og trykkes med folie på adskillige løse plader, som senere skulle sættes sammen på et monteringsskinnesystem og tilsammen skabe ét stort billede på 45 kvm i gennemsnit. Valg af plader faldt på de smarte sandwichplader med folie, som består af lag med aluminium og hårdt skum i midten. Dette gjorde den færdige løsning lettere og billigere i modsætning til plader i ren aluminium, men samtidigt modstandsdygtigt mod vind og vejr.
Vi nedtog de gamle skilte og installerede et smart og funktionelt skinnesystem, der fungerede som skelet for vores nye facadeprofiler. Med et skarpt overblik og en stram planlægning fik vi opsat pladerne på alle fire sider ved hjælp af lift, og ligeledes monteret folieskilte over indgangene.
Resultatet er maksimal synlighed for Randers FC’s nye sponsor, som ved hjælp af enorme facadeprofiler og skilte opnår uvurderlig eksponering.