Leaving Vietnam!

Med internettets udbredelse kan man nemt ”hooke op” med folk med samme interesser som en selv. Derfor finder man ofte ud af, at man - i mange tilfælde – har mere tilfælles med en ”ligesindet” fra en fremmed egn af jorden, end med den nabo, som man (som oftest) tilfældigvis har i Danmark. Det har derfor været en fantastisk oplevelse, at tilbringe et år sammen med mennesker med samme uddannelse og interesser som mig selv. At erfare, at selvom man har så vidt forskellige kulturer, traditioner og referencerammer, så kan et fælles fagligt fundament være et ens udgangspunkt. Kommunikation mellem mennesker er i virkeligheden ikke så forskellig. Der er – naturligvis – store forskelle fra fx. verdensdel til verdensdel, men ønsker og forsøger man at tilpasse sig, så er det grundlæggende aspekt universalt. Jeg har lært meget igennem mit år på Anphu Design. Det har været STORT.

I år 2000 var jeg på rygsæks-gennemrejse i Vietnam, og det var efterfølgende gennem mange år, et stort ønske for mig at komme tilbage hertil. Og det har været fantastisk, at komme ”ind under huden” på denne, så fremmede kultur. Jeg har lært utrolig meget af dette ophold; lært mennesker – for alle egne af verden - at kende. Oplevet nye sider og aspekter af mig selv og mennesker der stod mig nær ved afrejsen hertil, i september 2008. Jeg har oplevet mere af Vietnam, end jeg havde turde håbe på, og mine indtryk har være mere intense, end jeg havde forestillet mig hjemmefra. Som det tit er, så vil mit savn til Vietnam denne gang, når jeg nu forlader det (igen), blot være så meget større end sidst, idet jeg nu bedre ved, hvad det er jeg rejser fra!

For at bruge et (for) gammelt ”kliche-citat”, så skrev H.C. Andersen: ”At rejse er at leve”. Fra Danmark til Vietnam er der (omkring) 9.500 kilometer (jvf. Google Earth) og forskellene på de to lande og kulturer, er enorme. Men for mig, er det ”min indre rejse”, der har givet mig mest. Det der efterlader størst indtryk i mig, for resten af mit liv! Mange ting vil ikke være de samme, når jeg kommer hjem, og jeg vil som person tage denne oplevelse med mig for livet! :)

Jeg er ikke den store ”farvel-siger”, så jeg håber at dette bliver et ”på gensyn” til de kolleger, kunder og venner, jeg har haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med, i min tid i Vietnam!

Med varme hilsner

Jakob Boni Toft

Danmark vs. Vietnam

På Danmarks Designskole er Arne Jacobsen gud og i København er Den Sorte Diamant, for nogle danskere, en form for bedetempel. Dansk design – som så meget andet visuelt i det i virkeligheden ikke så vilde vest - kan synes præget af matematisk nøjagtighed tilført den netop rette mængde af menneskelig influering, der giver ordet design sin berettigelse.

I Vietnam er man derimod benovet over alle de muligheder de seneste mange års fremgang har tilført. Og man er ikke genert i Vietnam. Hvis man nu har mulighed for at designe i mange farver, kan det umiddelbart været en umulighed at lade være. Ethvert format synes at blive gennemvædet med trykfarve, for kun at efterlade ufarvede arealer, til eventuel ualmindelig dårlig beskæring. En repræsentation af regnbuens farver lader til at være et et klart mål. Nej, okay, så ”galt” står det nu ikke til, men man kan i hvert fald ikke beskylde vietnameserne for ikke at være farverige.

På Anphu Design er vi i disse dage bl.a. i gang med et oplæg til en eventuel ny kunde; en lokal uddannelsesinstitution (education is king in Vietnam). Vi byder bl.a. ind på at lave en brochure med vestlige universiteter, som udbyder kurser til videnssøgende vietnamesere. Det grafiske design skal således ”behage” de vestlige kunder, der skal købe sig ind i brochuren og samtidig (i sidste ende) ”sælge” kurserne til unge lokale vietnamese. Dertil kommer, at ejeren af uddannelsesinstitutionen er fra Australien og har dermed ”vestlige referencer”. Personalet hos den potentielle kunde er vietnamesere og på briefing- og mellemmøder hives der internt hos kunden i begge retninger. Det kan derfor forekomme mere end lidt svært at klarlægge, hvorledes man skal arbejde videre i processen. Men som alt andet i Vietnam så fungerer tingene overraskende nok, om end det kan se uforståeligt ud med vestlige øjne, og vi skal nok også få vores forslag til design-retningslinier til at fungere.

Danmark vs. Vietnam kan til tider synes som en umulig kamp, som kun kan ende retfærdigt, hvis der ikke er nogle vindere, men heller ikke er tale om kompromis mellem danske- og vietnamesiske design-idealer.

Med varme hilsner

Jakob Boni Toft

Good Morning Vietnam!

Arbejdstiden på Anphu Design er kl. 08.00-17.30. Måske er kl. 08.00 ikke tidligt eller uvant, men for en dansk reklamebureau-arbejdende grafisk designer kan mødetider før kl. 09.00, kl. 09.30 eller kl. 10.00-10.30, virke anderledes og vane-forstyrrende.

Vietnam er en skøn sammenblanding af fordomsbekræftende statskontrollerede skranke-paver og et hektisk miljø, med driftige arbejds- og forretningsfolk med fokus på den næste mulighed, den næste handel. For den enkelte vietnameser handler i nuet. Man skal stå tidlig op for at følge med.

Lørdag den 4. april var national helligdag i Vietnam. Anphu Design har - modsat normen i Vietnam - kun fem-dages arbejdsuge og derfor lukket lørdag og søndag. Efter længere tids intern lokaltalende "debat" om hvorvidt personalets kompentations-lukkedag skulle være fredag den 3. april eller mandag den 6. april, foreslog undertegnede, med - for det lokale vietnamesiske styre - dansk fagforenings-inspirerede rundkredspædagogik konfrontations-skyende alle-tilfredsstillende pladder-romantisk ingangsvinkel, at vi kunne lade hver ansat vælge, om den enkelte ville have fri fredag eller mandag. På denne måde ville vi kunne lade medarbejderen selv bestemme, hvilket ér - og føles som - medbestemmelse og handlefrihed. Som leder, ses samtidig muligheden, at vi er i stand til at servicere vores kunder, i f.eks. Danmark, der ikke holder lukket, hverken fredag eller mandag (i sandhed en "win-win situation"). På ingen tid, tog personalet imod denne frihed, og fik arrangeret tur med vennerne til den nærliggende strandindbydende badeby Vung Tau, besøg i den fædrende "home town" - beliggende 10 timer borte med bus - eller udflugt til højlandet - Dalat, placeret i bjergene - nord for Ho Chi Minh City. Tilsyneladende var det næsten kun undertegnede, der i en til tider spontanitetshæmmende børnefamilie, besluttede sig for, mandag den 6. april at udforske den kinesiske bydel samt indføre mine piger i de lokales drageflyvning ved udmundigen af "brigde".

Det går hurtigt. Nu er personalet snart ved at have gennemført deres 6 måneder lange og dybdegående web-kurser, med indgående undervisning i webfunktionerne i Adobe Photoshop, funktioner og omfattende øvelser i Flash, samt bred undervisning Adobe Dreamweaver. Kursets afholdelse er i udformning, indhold og hjemmeopgaver, fuld på højde med vestlig undervisning og vidensdeling. Vi får tilføjet nye funktioner til vores egenskaber og forventer os mange udfordrende arbejdsopgaver, tilsvarende vores kundskaber og ønsker.

Vietnam er karakteriseret som et u-land, men her sker konstant fremskridt. Det går hurtigt, og fremad, i Vietnam. Vietnameserne kommer - under Vietnamkrigen i udgravede tuneller, som amerikanerne ikke opdagede - og den dag i dag på motorbikes, og for Anphu Design, nu også på internettet. Vi får set på, udforsket og diskuteret alverdens hjemmesider, for at finde fælles holdninger, om skærmens design og funktionalitet. Snart bliver vores egen hjemmeside opdateret, og vi tager endnu et ryk fremad. Det er ikke kun på grund af, at vi med den nyindstillede sommertid i Danmark, er fem timer foran i Vietnam, at man virkelig skal stå tidligt op, for at følge med vietnameserne.

Med varme hilsner

Jakob Boni

Colours of Ho Chi Minh City

Min ældste datter spurgte mig engang: "Far, hvordan kan det være at solen kan flyve, når den ikke har nogen vinger?". Selv om jeg godt ved, at solen teknisk set ikke flyver rundt på himlen, må jeg blankt indrømme, at jeg umiddelbart fik testet mine basale kommunikationsmæssige illustrationsevner, da jeg ville give min lille datter en forklaring på hendes store mysterium om universet. Men jeg elsker børns måde at at se anderledes på verden. Ikke påvirket af al den lærdom og de erfaringer, der ensretter én som menneske, jo ældre man bliver.

Solen er anderledes i Vietnam end hjemme i Danmark. Selvom det teknisk set er den samme sol, så er solens stråler ikke de samme i Ho Chi Minh City, som dem jeg kender fra lidt nord for Rødovre Centrum. Derfor er arkitektur, infrastruktur, den daglige kommunikation, hovedveje, omveje, temperaturen, påklædning, energiniveau, vegetation og væskeindtag forskellig i Vietnam, end fra Danmark. Der er i virkeligheden ikke meget, der er "same same".

"Colours of Ho Chi Minh City" er en lille foto-brochure jeg har lavet, når jeg - bevæbnet med mit digitalkamera - begiver mig rundt i denne store millionby. Som fagskadet grafisk designer og "colorist", prøver jeg at se anderledes på mine omgivelser. En anderledes tilgang til tingene, er for mig en af de største kilder til inspiration, og der ligger store inspirations-potentialer i éns hverdag. Ved at køre en anden vej hjem, eller køre ad kendte veje på andre tidspunkter end jeg plejer, har jeg - både i danmark og her i Vietnam - set mine omgivelser på ny. Billederne i brochuren har jeg taget - med hjælp fra mine døtre, Freja og Alma - som farve-inspiration til mig selv, som jeg så kan bevare og tage frem, når jeg har lyst til eller brug for at lave noget anderledes. Men der er jo ingen grund til at holde billederne og farverne for mig selv. Enhver er derfor velkommen til at se brochuren, hvis man da ikke har været blandt de heldige, der har fået fat i en trykt version. Jeg håber, at den kan inspirere (bare én), til en - for den person - anderledes farvekombination, inden den lille bog sættes op i glemmerne på boghylderne, fyldt med inspirationsbøger man aldrig får kigget i, men ikke kan leve foruden.

Når jeg skynder mig, så tager det ca. 10-12 minutter at kører på min el-drevne motorbike. Men når tiden tillader, bliver hjemturen forlænget med omveje og levetiden på batteriet i mit digitalkamera. Anderledes indtryk og inspirationen er over alt, lige meget hvad vej man begiver sig af. Danmark og Vietnam er begge lande på jorden, selvom man til tider, synes at der virkelig er tale om to forskellige steder i universet.

God fornøjelse!

Med varme hilsner
Jakob Boni Toft

Maid in Vietnam

Når vi får nye opgaver fra Danmark, laver jeg typisk en detaljeret arbejdsbeskrivelse på engelsk, så vi - personalet og jeg - har en fælles reference for hvordan arbejdsopgaven skal udføres. På den måde er det nemmere, når man er sikker på, at man har det samme udgangspunkt, før "slaget skal slåes".

Vietnameserne gør tingene anderledes. Jeg overraskes stadigvæk. Måske ikke længere daglig, men jeg overraskes. "We do things our way, Mr. Jakob. The Vietnamese way. You know? Same Same, but different!" Jeg skal stadigvæk vænne mig til at vores maid, med hendes fortolkning af "Iron Maiden", bl.a. stryger mine boxershorts.

De er ukuelige. Vietnameserne. De er deres egne. Kineserne, mongolerne, franskmændende og amerikanerne HAR forsøgt sig i Vietnams dramatiske historie. Men Vietnameserne er ikke at knække. Med stolthed er den vietnamesiske folkesjæl og nationalfølelse urokkelig. Her er stadig mange fra de tidligere besættelsesmagter, for nu er det vietnamesernes tur til at overtage de fremmedes aktiver. Vietnamesiske læger bliver uddannet i Frankrig, amerikanerne spiser milliarder af vietnamesiske ris, og arkitekter og bygningskonstruktører er i Kina for at dygtiggøre sig. Vietnameserne bærer ikke nag til deres tidligere fjender. Som en ældre (læs: gammel) vietnameser sagde til mig: "We don’t mind the Mongolian, the French, the Chinese or the American. We threw them all out of our country."

Vi har netop været på teambuilding-tur. Undertegnede betragter sig selv som en "taknemmelig backpacker". Der skal ikke så meget til, så længe eventyret og oplevelserne lurer forude. En tvivlsom bus eller et ellers udrangeret togsæt er glimrende, så længe Lonely Planet lover at det hele er turen og anstrengelserne værd.

Men også her kæmper og knokler vietnameserne, og ofrer sig selv. Hele tiden formår de at "æde sig selv" og kæmpe videre. Om man så skal sidde 6 timer i en bus, uden pauser, der ellers kunne tilbyde køleskabsafkølet vand og fysisk rum, større end ens krops massefylde. De "lokale" er skabt af en anden kultur og andre vilkår, end de referencerammer man kender fra Danmark. De formår at "slå fra" og lade en drømmende tilstand og undermund søge mod nye destinationer, mens hundreder af kilometer bliver tilbagelagt, med en gennemsnitlig fart på 55 km/t.

Mine børn er heldigvis også minimalistiske og eventyrlystne, så længe eventyret indbefatter Cindarella, Snowwhite, Sleeping beauty, Barbie eller lignende og fremstår på en medbragt NintendoDS, bærbar DVD, netbook, Gameboy eller PSP. Sådan er vi, vietnamesere og danskere. Same Same, but different!

Med varme hilsner

Jakob Boni Toft